Frivilligcenter Albertslund er en selvstændig forening, som modtager grundfinansiering fra Socialstyrelsen og kommunal medfinansiering. Frivilligcenter Albertslund er stiftet i 2008.
Frivilligcenteret huser de frivillige sociale foreninger, som gennem medlemskab har adgang til at bruge frivilligcenterets lokaler. Derudover er vi borgernes indgang til det frivillige sociale arbejde og fællesskab. Vi arbejder i krydsfeltet mellem frivillige sociale foreninger, borgere og kommunen.
Frivilligcenterets kerneopgaver er formidling af frivilligt arbejde, foreningsservice, opstart og drift af projekter, netværksdannelse, borgerrettede aktiviteter, kommunalt samarbejde og udlån af lokaler.
Vi arbejder for:
- at støtte, synliggøre og inspirere det eksisterende frivillige arbejde og for at hjælpe nye initiativer i gang.
- at gøre det lettere at blive frivillig og lettere at finde de frivillige foreninger.
- en mere helhedsorienteret og koordineret indsats ved at skabe netværk og samarbejde på tværs af foreninger, kommune og andre samarbejdspartnere.
- at gøre opmærksom på frivilligt socialt arbejde for at sikre og forbedre rammer og vilkår for den frivillige sociale indsats.
Et frivilligcenter er tilpasningsdygtigt i forhold til den lokale kontekst – vi fundraiser eksempelvis til projekter for at imødekomme lokale behov. På grund af frivilligcenterets finansiering er fundraising også en nødvendighed for at sikre borgerrettede aktiviteter i frivilligcenteret foruden de sociale foreningers egne aktiviteter i huset.
Frivilligcenter Albertslund er medlem af den landsdækkende organisation FriSe som består af ca. 70 frivilligcentre og selvhjælpsorganisationer fordelt i næsten alle landets kommuner.